Ung mand overlever fald fra 15. sal

En ung mand bliver mandag behandlet på et hospital i New Zealand, efter at han i weekenden mirakuløst overlevede et fald fra 15. sal i Auckland. Det skriver The New Zealand Herald.

Den 20-årige har fået brud på nakke, ryg og håndled samt indre kvæstelser, men han forventes at komme sig, lyder det.

Ulykken skete natten til søndag, da han kom hjem fra en bytur. Manden opdagede, at han havde låst sig ude af sin lejlighed på 14. etage, så derfor bankede han på døren i lejligheden ovenpå.

Overboen lukkede ham ind, og inden hun vidste af det, var han ved at kravle ud over balkonen, så han kunne få adgang til sin egen bolig.

Men missionen mislykkedes, og i stedet faldt han 13 etager ned og landede på taget af en tilstødende bygning.

- Han spurgte bare: "Er du sød at lade mig hoppe ud fra din balkon? Jeg vil ikke forstyrre dig, bare lad mig bruge din balkon", siger overboen Geraldine Bautista ifølge The New Zealand Herald.

- Jeg troede aldrig, at han virkelig ville gøre det, fordi det er meget farligt. Det hele skete så hurtigt, det skete inden for få sekunder. Jeg kunne ikke engang nå at råbe efter hjælp, tilføjer hun.

Efter det dramatiske fald skyndte hun sig ned ad trapperne i bygningen, mens andre ringede efter hjælp.

En lokal læge siger, at det er "usædvanligt" at overleve et fald fra 15. sal. Men chancerne er betydelig større, hvis noget afbøder faldet.

/ritzau/

Dagens Gossip