Ung mand røver postkontor

Et posthus på Finsensvej på Frederiksberg i København blev tirsdag aften udsat for et væbnet røveri.

Kort før klokken 18 kom en mand ind og holdt personalet op med en pistollignende genstand, mens han forsynede sig med penge fra kassen, oplyser den centrale efterforskningsleder Kenneth Jensen, Københavns Politi.

Pengene stoppede han i en medbragt sort taske, hvorpå han løb ud af postkontoret ad Eversvej og Wilkensvej i retning af Lindevagng metrostation, men her fortaber sporet af ham sig.

Politiet har gennemsøgt området blandt andet med hunde uden at finde ham.

- Vi har afhørt de tre ansatte, der var på arbejde, da røveriet skete, og nogle vidner der overværede røveriet. Desuden har vi lavet tekniske undersøgelser på stedet, siger Kenneth Jensen.

Røveren beskrives som en mand på omkring 25 år. Han er 175 centimeter høj og almindelig af bygning.

Under røveriet havde han en mørk jakke på, mørke joggingbukser med tre hvide striber ned ad buksebenene og sorte sko med hvide såler.

Han havde en armygrøn kasket på og underansigtet skjult bag en såkaldt halsedise.

/ritzau/

Dagens Gossip