Ung mand sigtet for at stjæle luftbomber på Lolland

En 25-årig mand fra Nakskov-området er nu blevet sigtet for at have en andel i tyveriet af 512 livsfarlige luftbomber fra en fyrværkerifabrik på Lolland.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi anholdt manden mandag, men har løsladt ham igen efter afhøringer. Dermed er seks personer sigtet i sagen, og politiet har fundet knap halvdelen af de farlige bomber. De allerfarligste er dog fortsat i omløb.

- Vi anholdt den 25-årige efter tip fra flere, men han vil ikke sige noget til os, og han nægter sig skyldig, siger vicepolitikommissær Bøje Jørgensen fra lokalpolitiet i Nakskov til Ritzau.

Den 25-årige er sigtet for selve indbruddet og tyveriet af i alt 512 livsfarlige luftbomber fra fyrværkerifabrikken Nordlys i Torrig på den nordøstlige Lolland kort før nytår.

Efter et anonymt tip blev omkring en tredjedel af det stjålne fyrværkeri fundet på en landejendom ved Søllested på Lolland. Her blev to personer på 66 og 53 år anholdt og sigtet for tyveriet og hæleri.

Senere blev noget af fyrværkeriet fundet i en sø, men der mangler fortsat en del af det stjålne fyrværkeri.

- Vi har fundet lige omkring halvdelen, men vi mangler stadig de store og mest farlige af bomberne, siger vicepolitikommissæren.

De såkaldte krysantemumbomber indeholder hver op til 1100 gram krudt.

Politiet advarer på det kraftigste folk mod at købe eller affyre de store bomber, der er til professionelt brug. De største er 15 centimeter i diameter og har ifølge politikommissæren en sprængkraft, så de kan jævne et hus med jorden.

En 27-årig er også sigtet for tyveriet, mens en 31-årig er sigtet for at sælge de farlige luftbomber. En 34-årig er både sigtet for tyveri og hæleri.

/ritzau/

 

Dagens Gossip