Ung mand stak sin søsters kæreste ihjel i Nivå

Skrevet af admin

23/09/2015

Dagens topnyheder

En ung mand dræbte sidste år sin svoger på en parkeringsplads i Nivå, og onsdag er han idømt fængsel i 12 år.

Retten i Helsingør har afvist Mahmoud Khaled Hijazis forklaring om, at han ikke havde til hensigt at dræbe svogeren, da han stak ham med en kniv.

Siddende på førersædet i sin bil svingede han kniven ud og ramte den 27-årige svoger, der stod ved bilruden.

Offeret blev ramt i hjertet og sank sammen.

Under deres forudgående skænderi blev der råbt "du skal ikke tale om mig", "kujon" og "kælling", har et vidne fortalt under retssagen.

Før opgøret 20. november sidste år havde der været et skænderi mellem den tiltaltes søster og hendes mand.

I retten har den dømte, der er 23 år, sagt, at svogeren havde slået søsteren, men det afviste hun i sin forklaring, har Frederiksborg Amts Avis tidligere berettet.

Onsdag har den dømte på stedet anket dommen til Østre Landsret, skriver sn.dk.

I sidste uge fastslog nævningetinget, at Hijazi var skyldig i drab, og onsdag blev straffen udmålt.

/ritzau/