Ung mand straffes med syv års fængsel for drabsforsøg

Skrevet af admin

03/01/2014

Mest læste i dag

Retten på Frederiksberg har fredag eftermiddag dømt en 21-årig mand for et drabsforsøg begået i Husum tilbage i marts.

Det oplyser sagens anklager, Louise Pedersen, til Ritzau.

- Han straffes med fængsel i syv år, siger hun.

Kamal Hasan Ali er dømt for at have skudt en 23-årig mand én gang i brystet.

Drabsforsøget skete på Gadelandet i Husum 18. marts sidste år.

Offeret var efterfølgende selv i stand til at transportere sig til Rigshospitalet, hvor han blev opereret.

I dommen er en reststraf på 155 dage, som den 21-årige mangler at afsone i forbindelse med en røveri- og voldsdom, oplyser anklageren.

Kamal Hasan Ali har erkendt, at han befandt sig på gerningsstedet, da der blev skudt. Men han hævder, at han ikke affyrede pistolen.

Han er i øvrigt dømt for overtrædelse af våbenloven og for at flygte fra politiet umiddelbart efter sin anholdelse på Københavns Hovedbanegård 11 dage efter skyderiet.

Under efterforskningen blev politiet overbevist om, at drabsforsøget ikke skete som led i et bandeopgør.

Den dømte ankede til landsretten på stedet.

/ritzau/