Ung mand truet med tæsk i pirattaxa

Man skal ikke lade sig narre af en bil, der minder om en almindelig taxa.

Det erfarede en 27-årig mand, da han fik øje på en bordeauxfarvet ældre Toyota Corolla på Klostertorvet i Aarhus. På bildøren i førersiden var der påklistret et hjemmelavet mærke, hvor der stod "Taxa".

Ifølge Dagens.dk blev manden spurgt, om han ville køre med, og om han skulle køre de to andre i bilen hjem, inden han skulle køres hjem. Den 27-årige mand indvilligede i at tage med, men undervejs går det op for ham, at mændene i bilen kender hinanden.

I bilen truer mændende den 27-årige passager og tvinger ham til at udlevere sin pung. Gør han ikke det, vanker der tæsk. Manden afleverer pungen med kontanter og fem betalingskort, og mændene kræver derefter at få udleveret pinkoden til kortene - hvilket manden dog nægter.

Den uheldige passager bliver smidt ud af bilen Ved Fakta på Silkeborgvej, hvor han igen bliver truet af de tre mænd, inden de stikker af i bilen.

- De visiterede ham og tvang ham til at tage bukserne af, da de ville sikre sig at han ikke gemte noget i bukserne, fortæller vagtchef hos Østjyllands Politi, Klaus Møller, til Dagens.dk.

Østjyllands Politi har gennem den senere tid advaret igen og igen mod at tage en pirattaxa hjem fra byen og vil gerne understrege, at advarslen stadig gælder:

- Vi vil på det kraftigste advare folk mod at praje en pirattaxa. De er kun ude på en ting - og det er at få fingre i folks penge, slutter Klaus Møller.

 

Dagens Gossip