Ungarn dropper planlagt kortslutning af EU's asylregler

Skrevet af admin

24/06/2015

Mest læste i dag

Ungarn trækker i land og kasserer en kontroversiel beslutning om på nationalt plan at sætte kernen i EU's fælles asylpolitik ud af spil.

Det sker efter kritik fra nabolandet Østrig og et krav om en forklaring fra EU-Kommissionen.

- Udenrigsminister Peter Szijjarto har informeret sin østrigske modpart om, at Ungarn ikke har suspenderet nogen EU-regel, skriver ministeriet i Budapest ifølge nyhedsbureauet AFP.

Beslutningen ville have medført, at Ungarn ville nægte at tage imod flygtninge, som returnerer til Ungarn efter at være rejst videre til et andet EU-land.

Den europæiske asylpolitik er baseret på reglen om, at asylansøgninger behandles i det land, hvortil ansøgeren først ankommer.

Men ifølge den første forklaring fra Ungarns regering kunne man ikke vente på en EU-løsning, fordi det ungarske asylsystem allerede var overbelastet.

Tirsdagens melding udløste bekymring og undren i EU-hovedkvarteret og øvrige EU-lande, netop som man gør klar til et EU-topmøde med spørgsmålet om håndtering af migranter øverst på dagsordenen.

Under forberedelsen af topmødet, der begynder torsdag i Bruxelles, har der været mest fokus på EU-Kommissionens kontroversielle forslag om at indføre en bindende kvoteordning for at sende 40.000 asylansøgere videre fra Grækenland og Italien til andre EU-lande.

Forslaget er blevet mødt med voldsom kritik fra blandt andre de baltiske og flere østeuropæiske lande, der ikke vil finde sig i at blive tvunget til at tage imod et bestemt antal asylansøgere.

Diplomater og højtstående EU-embedsmænd siger onsdag i Bruxelles, at det er helt udelukket, at EU-lederne kan enes om en tvungen kvoteordning.

I stedet lægges der i udkastet til topmødets konklusioner op til, at lederne accepterer tallet 40.000 over de næste to år. Men at selve fordelingen må komme an på en forhandling, så der ikke bliver tale om en kvote bestemt fra Bruxelles.

Danmark er på grund af retsforbeholdet ikke bundet til at være med. Men en højtstående EU-embedsmand siger onsdag, at der omvendt heller ikke "er noget juridisk til hinder for, at man kan være solidarisk".

/ritzau/