Ungarn indrykker også annoncer i libanesiske aviser

Skrevet af admin

21/09/2015

Mest læste i dag

I lighed med den danske regering indrykker Ungarn nu også annoncer i aviser i Libanon for at advare flygtninge og migranter mod at rejse ind i Ungarn på ulovlig vis.

- Lyt ikke til menneskesmuglerne. Ungarn vil ikke tillade illegale immigranter at rejse ind på dets territorium, lyder det blandt andet i annonceteksten.

Annoncerne, der er trykt på både arabisk og engelsk, er at læse i flere aviser mandag.

De kommer to uger efter, at den danske regering indrykkede annoncer i fire libanesiske aviser for at oplyse om ændringer i vilkår for ophold i Danmark, som den nye regering har gennemført.

Ungarn advarer i sine annoncer om, at det vil få alvorlige konsekvenser for enhver, der krydser den ungarske grænse på ulovlig vis.

I sidste uge indførte Ungarn stramme nye love, der giver domstolene mulighed for at idømme folk fængselsstraffe på op mod tre år for at rejse ulovligt ind i Ungarn. Straffen kan stige til fem års fængsel, hvis de pågældende ødelægger de ungarske grænsehegn, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Ungarerne er gæstfri, men der vil blive slået hårdt ned på dem, der forsøger at rejse ulovligt ind i Ungarn, lyder det i annonceteksten.

Ungarn har bygget et pigtrådshegn langs hele landets grænse mod Serbien, hvor tusinder af flygtninge og migranter er rejst ind i landet.

I sidste uge gik ungarske soldater i hast i gang med at bygge et andet hegn langs den 41 kilometer lange grænse mod Kroatien.

Libanon, der er en fjerdedel så stort som Danmark, huser mindst 1,2 millioner syriske flygtninge. Nogle af dem er på vej videre til Europa i det, der betegnes som en af de værste flygtningekriser på kontinentet siden Anden Verdenskrig.

/ritzau/AFP