Ungarn skruer bissen på over for flygtninge

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, siger, at flygtninge og migranter de seneste dage har gjort oprør mod de ungarske myndigheder og indtaget jernbanestationer. Derfor skruer politiet bissen på fra næste uge, meddeler han.

- I betragtning af, at vi står over for et oprør fra illegale indvandrere, så har politiet gjort et usædvanligt godt arbejde og uden at bruge magt, siger Orban efter et møde med Manfred Weber, der er formand for den konservative partigruppe i Europa-Parlamentet, Det Europæiske Folkeparti.

Han siger, at skrappe indvandrerlove til træde i kraft fra tirsdag. Fra da af vil migranter, der krydser Ungarns grænse illegalt, blive anholdt.

Fra begyndelsen af året og til i dag har 170.000 flygtninge og migranter krydset den ungarske grænse.

Ungarn er fortsat i gang med at bygge et fire meter højt hegn ved grænsen til Serbien for ifølge regeringen at forhindre, at tilstrømningen af flygtninge og migranter kommer ud af kontrol.

Myndighederne har netop fredag forhøjet antallet af soldater til at bygge hegnet, så i alt 3800 mennesker er sat ind på opgaven, oplyser forsvarsminister Istvan Simcsko ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip