Ungarn strammer reglerne for asylsøgere gennem ny lov

Skrevet af admin

06/07/2015

Mest læste i dag

Ungarn har vedtaget en strammere kurs over for asylsøgere, efter at parlamentet mandag har vedtaget en ny lov, som ændrer reglerne.

Dermed bliver det muligt at opføre et hegn omkring landets sydlige grænse til Serbien for at dæmme op for antallet af illegale migranter.

Antallet af asylsøgere er tredoblet i løbet af det første halve år af 2015, hvilket skal sammenlignes med hele 2013.

Loven forkorter tidsrammen for at kontrollere asylsøgere og vil give mulighed for at afvise krav fra migranter, som undervejs fra Syrien, Afghanistan eller Irak har passeret fredelige lande.

Storbritannien og Det Europæiske Råd har kritiseret loven med argumenter om, at den svækker flygtninges rettigheder i Ungarn.

Særligt Ungarn og Bulgarien oplever et ekstra stort pres fra migranter, og EU-landene ser derfor på, om der er behov for ekstraordinær hjælp.

Ungarns regering er kendt for at kritisere EU's asylpolitik, som har været et af de helt store emner på dagsordenen i EU i det seneste halve år.

Der opstod for nylig bekymring i EU, da den ungarske regering for en kort bemærkning varslede, at den ville suspendere en af EU's kerneregler: At det land, som asylsøgeren først ankommer til, også skal behandle asylansøgningen.

Det kom dog ikke så vidt, men grunden lød, at Ungarn i øjeblikket svømmer over med migranter.

I 2013 søgte knap 19.000 om asyl, hvilket skal ses i forhold til, at næsten 60.000 per 22. juni i år har søgt om asyl i landet.

/ritzau/Reuters