Ungarns regeringschef: Ro på grænserne før kvote-snak

Skrevet af admin

07/09/2015

Dagens topnyheder

Det giver ingen mening at diskutere kvoter for fordeling af flygtninge i Europa lige nu, mener Ungarns premierminister, Viktor Orbán.

På et møde mandag for ungarske diplomater i Budapest siger den konservative leder, at man først må have styr på situationen ved grænserne, før det giver mening at forhandle.

- Så længe Europa ikke kan beskytte sine ydre grænser, giver det ingen mening at diskutere skæbnen for dem, som kommer ind, siger Orban.

Europa bør sende økonomisk støtte til Tyrkiet og andre lande, som oplever et stort pres med flygtninge og migranter, lyder meldingen samtidig fra Orban.

- Det ville give meget mere mening, hvis EU grundlagde en fond, hvorfra lande, som er vigtige for os som eksempelvis Tyrkiet, kan hente støtte til at håndtere problemet med flygtninge, siger Viktor Orbán.

Flere af den kontroversielle premierministers politiske udmeldinger har de seneste år vakt bekymring hos mange af de øvrige EU-ledere.

Blandt andet har Ungarns regering forringet borgerrettigheder.

/ritzau/Reuters