Ungarsk landstræner kvitter efter 1-8 i Holland

Skrevet af admin

12/10/2013

Dagens topnyheder

Ungarns landstræner Sandor Egervari har sagt sin stilling op, efter at ungarerne fredag aften tabte med 1-8 til Holland i VM-kvalifikationen.

Mens hollænderne allerede havde booket en plads ved VM, så kæmper Ungarn for at slutte som toer og nå en playoff-plads.

Nederlaget var dog så stort, at Egervari ikke ønsker at stå i spidsen for Ungarn på tirsdag mod Andorra i holdets sidste gruppekamp.

- Efter et nederlag som dette, så er der ikke andet at gøre end at tilbyde min opsigelse.

- For ungarsk fodbold er dette en stor lussing i ansigtet, siger Sandor Egervari.

Den tidligere landsholdsspiller Jozsef Csabi sætter sig på bænken i den sidste gruppekamp, hvor ungarerne med en sejr over Andorra fortsat har en mulighed for at indhente Tyrkiet på andenpladsen i gruppe D.

Det er samtidig i gruppe D, at Danmarks spinkle håb for at nå en playoff-plads ligger.

Danmark skal i første omgang koncentrere sig om at vinde holdets egen kamp på tirsdag i Parken mod Malta i gruppe B og samtidig håbe på, at Bulgarien smider point i sin hjemmekamp mod Tjekkiet.

På den måde sikrer Danmark sig en andenplads i puljen, men det bliver formentlig som den dårligste toer i de ni kvalifikationspuljer.

For at blive blandt de otte bedste toere, der kommer i playoff, kræver det et ungarsk pointtab mod Andorra, et rumænsk nederlag til Estland og en storsejr til Holland på mindst fire mål over Tyrkiet.

/ritzau/Reuters