Ungarsk lussing er en del af læreproces for KIF Kolding

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

Set udefra kunne det ligne et sammenbrud, da KIF Kolding København søndag aften tabte hele 23-34 ude til Pick Szeged i håndboldens Champions League.

Men set indefra var det store nederlag en lærerig lektion i en proces, der på sigt skal gøre de danske mestre til et stærkere hold.

- Der er ingen tvivl om, at vi har en enorm udfordring i at få ændret alle disse ting både angrebs- og forsvarsmæssigt, siger veteranen Lars Jørgensen.

Med "alle disse ting" hentyder den tidligere landsholdsspiller til, at KIF Koldings nye cheftræner, Antonio Carlos Ortega, er i gang med at sætte sit aftryk på det hold, han blev sat i spidsen for den 30. december sidste år efter fyringen af Henrik Kronborg.

- Så snart Carlos' idéer bliver implementeret, og forståelsen af hans tankegang ligger mere automatisk hos os, så vil vi have rigtig gode muligheder for at begå os på øverste hylde i Europa.

- Men lige nu er der lidt kastet en bombe. Alt, hvad vi gjorde før, er blevet relativt ændret. Der er mange ting at tage stilling til, både defensivt og offensivt, siger Lars Jørgensen.

Spørgsmål: Hvad er ændret?

- Hele angrebsspillet er ændret. Vi skal have skabt andre områder på banen, som vi gerne vil angribe.

- Vores stregspillere er blevet noget mere centrale, end de var før. Defensivt har vi en noget mere offensiv tilgang til spillet end tidligere.

- Der er store ændringer i forhold til den måde, vi gjorde tingene på før. Det kommer til at koste, fordi mange ting ligger automatisk på rygraden i forhold til den måde, vi gjorde tingene på før, siger Lars Jørgensen.

KIF Kolding København ligger nummer otte og sidst i gruppe B i Champions League. Den danske klub har to point for 11 kampe.

De danske mestre har fem point op til franske Montpellier, der indtager den sjetteplads, der giver adgang til ottendedelsfinalerne.

Netop Montpellier kommer søndag på besøg i Danmark for at møde KIF Kolding.

/ritzau/