Ungarsk politi affyrer tåregas ved grænsen til Serbien

Skrevet af admin

16/09/2015

Dagens topnyheder

Det er kommet til uroligheder ved grænsen mellem Serbien og Ungarn, hvor de ungarske myndigheder har afspærret grænsen for at standse bølgen af mange tusinder mennesker, der vil til Nordeuropa.

Ungarsk politi siger, at en gruppe "aggressive" migranter trængte igennem grænseporten ved overgangen i Röszke, men her var uropolitiet klar.

Politiet har brugt tåregas og vandkanoner for at sprede de vrede migranter og flygtninge, som langt overvejende er unge mænd, og tvinge dem tilbage til Serbien.

Hen over grænsen hænger en dyne af tung og sort røg

- Politiet tager lovlige og afmålte tiltag for at beskytte den ungarske statsgrænse og EU's ydre grænse, sagde politiet tidligere i en erklæring.

Politiet tilkaldte ifølge erklæringen, som nyhedsbureauet AFP citerer, forstærkning, der midlertidigt stillede sig på et sted, hvor migranterne havde ødelagt grænsebarrieren.

Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjarto, opfordrer Serbien til at gribe ind og standse migranternes angreb.

- Dette angreb kom fra Serbien, fra serbisk territorium. Derfor beder jeg bestemt min serbiske kollega om at opfordre serbiske myndigheder til at handle omgående imod aggressive grupper af migranter, siger udenrigsministeren til ungarsk tv.

I Serbien fordømmer myndighederne brug af tåregas og vandkanoner.

- Dette bruges hen over grænsen, hvor ingen stat har ret til at gøre sådan, og jeg protesterer i de stærkest mulige vendinger, siger Aleksandar Vulin, den serbiske minister, der har ansvar for migrationsspørgsmål, ifølge det serbiske nyhedsbureau Tanjug.

Samtidig siger Serbiens udenrigsministerium i en erklæring, at Ungarn har meddelt, at den pågældende grænseovergang, Röszke-Horgos, er lukket i de næste 30 dage.

Ungarn har opført et hegn langs den 175 kilometer lange grænse til Serbien for at hindre, at migranter og flygtninge fra blandt andet Mellemøsten kommer ind i landet.

/ritzau/Reuters