Ungdomsledighed i Danmark vækker bekymring

Et bekymrende højt antal danske unge er hverken i uddannelse eller arbejde.

Det fastslår OECD, som i en ny rapport gør status over uddannelsesområdet i OECD-landene fra 2008 til 2011.

Og selvom Danmark stadig ligger under gennemsnittet for både EU- og OECD-lande, når det kommer til ledighed blandt de 15-29 årige, så er den kraftige vækst i antallet af ubeskæftigede danske unge bekymrende, konkluderer rapporten.

Størst alarmerende er udviklingen blandt unge, som ikke har andet end en ungdomsuddannelse, som gymnasiet, HTX eller HF. For dem er ledigheden nemlig fordoblet fra 2008, hvor den lå på 5,5 procent, til 11,1 procent i 2011.

Ifølge rapporten er grunden til stigningen, at beskæftigelsen i denne gruppe samtidig er faldet med 7,2 procent - hele tre procent mere end gennemsnittet i resten af OECD-landene.

Men Danmark er ikke det eneste sted, hvor forskellen vokser mellem veluddannede og lavtuddannede. I alle OECD-landene steg ledigheden blandt de lavt uddannede med fire procent fra 2008 til 2011. For de veluddannede steg den kun med halvanden procent.

At komme ud af skolen med gode kvalifikationer er vigtigere end nogensinde, siger generalsekretær i OECD, Angel Gurría.

- Landene skal fokusere indsatsen på at hjælpe unge mennesker, især de mindre veluddannede, der er mest udsatte for at blive fanget i et lavt kvalifikationsniveau med lav løn, skriver han i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Prioriteringen bør være, at mindske frafaldsprocenterne og investere i mere fagligt orienterede uddannelser, som integrerer læring og arbejde, siger Angel Gurría.

Ifølge OECD er der dog en fordel ved den høje danske ungdomsarbejdsløshed. Andelen af 15-29 årige, som er i gang med en videregående uddannelse er nemlig steget med 12,1 procent, siden krisen gjorde sit indtog.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV