Ungdomspolitiker skal afhøres efter videochikane

Skrevet af admin

20/07/2016

Dagens topnyheder

Københavns Politi vil afhøre tidligere næstformand for Liberal Alliance Ungdom Nicolai Oster, efter at han har erkendt at stå bag en omdiskuteret video, hvor en kvindelig politibetjent bliver hængt ud. Det skriver dr.dk.

Det bekræfter ledende politiinspektør ved Københavns Politi Poul Kjeldsen.

- Vi har set opslaget på Facebook, som han selv har lagt op. Det gør, at han skal ind og afhøres i sagen, siger politiinspektøren.

Nicolai Oster skrev i et opslag på Facebook, at det var ham, der stod bag videoen. Han skrev også, at han ikke havde til hensigt, at videoen skulle offentliggøres.

Hvornår en eventuel afhøring af ungdomspolitikeren vil finde sted, vil politiet ikke oplyse. Men Poul Kjeldsen vil gerne oplyse, hvad Nicolai Oster eventuelt kan risikere at blive sigtet for.

- Vi overvejer både persondataloven og straffeloven, siger han.

Mere præcist er det straffelovens paragraf 119, som handler om "forbrydelser mod den offentlige myndighed". En dom efter den paragraf kan ende med fængselsstraf.

I videoen bliver en kvindelig politibetjents familie kommenteret. Kvinden arbejder ude på Christiania i København, og hendes navn, adresse og antal børn bliver oplyst.

Det er ikke første gang, at politibetjente, der er på Christiania, bliver filmet. Men denne her video, mener politiinspektøren, går over grænsen.

- Når man er betjent ude omkring Christiania, er man vant til, at der er nogen, der filmer, hvad vi laver. Det har folk lov til. Vi skal stå til ansvar for, hvad vi laver.

- Men det går over stregen, når man ud over at filme begynder at lægge personlige oplysninger ud, siger Poul Kjeldsen.

Liberal Alliance oplyser, at Nicolai Oster tirsdag meldte sig ud af partiet.

/ritzau/