Unge angreb politiet med brandbomber: Nu får de deres straf

Skrevet af admin

05/01/2016

Dagens topnyheder

Fire unge fra Somalia og Irak undgår at blive udvist efter at have deltaget i et groft angreb med brandbomber mod politiet i Odense.

Retten i Odense har tirsdag idømt de fire en betinget udvisning, ligesom de straffes med fængsel i otte måneder.

I dommen står, at en ubetinget udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Betinget udvisning kaldes et "gult kort."

De fire har levet i Danmark i henholdsvis 13, 15 og 16 år og har ingen tilknytning til Somalia og Irak.

Alligevel har anklagemyndigheden ment, at der var grundlag for udvisning.

Fængsel i otte måneder er også fastsat til fire andre unge, fordi de deltog i angrebet mod flere af politiets patruljevogne i juni sidste år ved Bøgetorvet i Vollsmose.

De dømte er i alderen fra 15 til 18 år.

- Det var som en krigszone, har en af de overfaldne betjente forklaret under sagen.

Retten slår fast, at de unge forberedte angrebet ved at samle kasteskyts og fylde flasker med brændbar væske. Samtidig holdt de udkig efter politiet.

Angrebet stod på i godt en halv time på et meget befærdet sted, hvor der også var små børn til stede.

Dermed udsatte de på hensynsløs måde andre for livsfare, ligesom de begik vold mod tjenestemænd og deltog i en grov forstyrrelse af den offentlige orden, fastslår retten.

Tre patruljevogne blev ramt af sten og andre genstande. I alt blev der kastet fem molotovcocktails.

Beviserne har i høj grad bestået af videooptagelser.

Under sagen har forsvarerne ment, at anklageskriftet er for upræcist, fordi det ikke beskriver hver enkelts handlinger i detaljer. Men domsmandsretten mener ikke, at der er noget problem.

Ved at være til stede og ved at være aktive i forskelligt omfang har de otte tilsluttet sig, at der blev kastet med sten og brandbomber. Dermed handlede de i forening, fastslår retten.

Også en niende ung er fundet skyldig. Men sanktionen til ham fastsættes først senere. Det skyldes, at han skal mentalundersøges.

/ritzau/