To unge anholdt for gas-angreb på Langkær Gymnasium

Kort før middag har Østjyllands Politi anholdt to unge mænd på henholdsvis 18 og 20 år.

Det oplyser politiet i en pressemedelelse.

Det sker efter episoden i går, hvor der blev sprøjtet med tåregas på et gangareal på Langkær Gymnasium. Flere patruljevogne og ambulancer blev sendt til skolen, hvor 24 personer - elever og lærere - måtte behandles på stedet. I alt 800 elever blev evakueret.

Begge mænd blev anholdt på gymnasiet, hvor de er elever. De er sigtet for overtrædelse af våbenloven og for vold.

Ifølge politiet er det blandt andet afhøringen af adskillige vidner, der har ført frem til de to anholdte.

- Vidnernes forklaringer sammenholdt med videoovervågninger på gymnasiet gør, at vi peger på de to som gerningsmænd, forklarer vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Claus Danø til Dagens.dk.

Han tilføjer:

- Anholdelserne foregik udramatisk. Vi kørte ud på skolen og hentede dem uden de store problemer.

De to unge mænd er lige nu i færd med at blive afhørt.

- Jeg ved ikke, hvordan de forholder sig til sigtelserne. Men vi regner med at blive klogere i løbet af eftermiddagen, siger Claus Danø.

På Langkær Gymnasium forholder man sig afventende efter dagens anholdelser:

- Jeg håber, sagen bliver hurtigt opklaret. Nu skal det vise sig, om det er skyldige, og vi bliver nødt til at afvente en eventuel dom, før vi tager stilling til, hvad der skal ske, siger rektor, Anders Østergaard til Dagens.dk.

Og her - dagen efter hændelsen - forsikrer rektoren, at alt er roligt.

- Dagen i dag har ellers været en helt normal skoledag, og dem, det gik ud over, har det godt, Anders Østergaard.

Dagens Gossip