Unge arkitektspirer besøgte Fredericia

Syv arkitektstuderende var torsdag den 20. februar på besøg i Fredericia for se på mulige studieprojekter. Arkitektspirerne er 8. og 9. semesterstuderende fra Studio Transformation of Architectural Heritage på Arkitektskolen Aarhus og skal i løbet af foråret lave et større studieprojekt som led i deres arkitektuddannelse, som tager fem år.

Det er Fredericia Kommunes egne arkitekter, der har kontaktet Arkitektskolen om et muligt samarbejde, som falder på et godt tidspunkt.

- Vi er lige nu i gang med at udarbejde en ny lokalplan, som skal erstatte den gældende Lokalplan nr. 164 for Facader og Skilte i Fredericia Bymidte. De studerende fra arkitektskolen kan bidrage med nye perspektiver og konstruktive diskussioner om udvikling og bevaring af byens arkitektoniske kulturarv, siger Irene Jensen, der er arkitekt i Fredericia Kommune.

Studieprojekterne skal tage udgangspunkt i Fredericias bygninger og byrum og mødet mellem nyt og gammelt.

- Studiet skal udvikle de studerendes kompetencer og evner til at forstå fortiden, agere i nutiden og skabe fysiske rammer for fremtiden. Fredericia har flere historiske spor og spændende muligheder for at bringe de tre aspekter i spil i opgaveløsningen, siger underviser på instituttet Maj Bjerre Dalsgaard, der også var med i Fredericia.

De studerende skal blandt andet komme med bud på infillløsninger, som er opførelsen af en ny bygning mellem eksisterende i en facaderække og transformation, som går ud på at omdanne den eksisterende bygning til en ny funktion.

De studerende besøgte eksempelvis den tidligere Voss fabrik, Honorés gaard i Kongensgade, og det gamle Hotel Kronprins Frederik i Gothersgade, som Skt. Knuds skole har købt med henblik på at udvide den eksisterende skole. Bygningen gennemgår lige nu en stor og gennemgribende istandsættelse.

Dagens Gossip