Unge bilister får billigere forsikring hos Chevrolet

Priserne på biler er faldet markant de senere år, og det har gjort indkøb af bil muligt for mange unge mennesker. Men selvom priserne på biler er faldet, er priserne på bilforsikringer stadig høje for eksempelvis den unge bilist, der lige har fået kørekort.

- Vores biler har altid appelleret til specielt unge mennesker. Både fordi de er god kvalitet og rimelige i pris, men også fordi Chevrolet giver de unge den følelse af frihed, som kun en bil kan. Derfor er det også helt naturligt, at Chevrolet går foran i kampen for billige forsikringer til unge bilister, fortæller salgsdirektør hos Chevrolet, Brian Groth.

Chevrolet sænker derfor prisen på bilforsikring, så unge mennesker fra 18 år nu kan kasko- og ansvarsforsikre deres biler for 5.000 kroner det første år.

- For unge mennesker kan det være et stort chok at opleve, hvor dyr en bil er i drift og herunder også prisen på forsikring. Forhandlerne oplever ligeledes, at den dyre forsikring ofte er en direkte hindring for køb. Vi kalder de nye priser for et ungdomsoprør, fordi vi mener, at prisen på bilforsikring skal være rimelig selv til unge mennesker, siger Brian Groth.

Unge betaler meget dyrt for forsikring

Forsikringsekspert Peter Krogh fra De Frie Forsikringsmæglere kan genkende problemstillingen. Han bekræfter, at unge mennesker generelt betaler mange penge for at forsikre deres biler.

Hos nogle firmaer kan en bilforsikring årligt koste op til 25.000 kroner for en bilist på 18 år. Derfor tror forsikringseksperten, at en lav pris kan vække opsigt.

- Pris er det absolut vigtigste parameter, når folk kigger på bilforsikring, og det her er helt klart en meget billig forsikring til de unge bilister, siger Peter Krogh og fortsætter:

- Det er helt sikkert positivt, at nogle selskaber tilbyder billigere forsikringer til unge mennesker, men det vigtigste råd, jeg kan give, er selvfølgelig, at man læser betingelserne grundigt, for den forsikring man tegner.

Og her kunne Brian Groth ikke være mere enig. Han understreger derfor, at Chevrolets forhandlere netop tilbyder rådgivning omkring forsikring, når den tegnes. Både i forhold til dækning samt eventuelle prisstigninger og lignende.

- Vores forhandlere gør deres bedste for at forklare kunderne, hvorledes forsikringerne hænger sammen. Og hvis kunderne har brug for mere information, så er de altid velkomne til at kontakte os på hovedkontoret. Så vil vi sørge for, at kunderne får al den information, de har behov for, fortæller salgsdirektøren hos Chevrolet.

Fremover tilbyder Chevrolet Danmark, at unge mennesker fra 18 år kan kasko- og ansvarsforsikre deres bil for 5.000 kroner det første år. Herefter vil prisen for 18-20 årige være fra 11.547 kroner afhængig af skadeshistorik.

Dagens Gossip