Unge bøller gjorde nattelivet i Korsør utrygt: Hærgede cafe og ville slås med politiet

Skrevet af admin

18/07/2016

Mest læste i dag

Lørdag aften opstod der pludselig voldsom ballade foran Café Bagergaarden i Korsør, da seks-otte unge kom i klammeri og kastede med  skilte, borde og stole foran caféen. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Klokken 22.48 ankom politiet til caféen, hvor der straks opstod skærmydsler mellem ordensmagten og de unge mænd.

Den ene – en 23-årig lokal mand – nægtede nemlig at oplyse navn, adresse og fødselsdato, ligesom han også nægtede at lade sig anholde. Dermed endte det med tumult mellem ham og politiet – tumult der dog resulterede i den unge mands anholdelse.

Under visitationen af den 23-årige viste det sig, at han havde 1,5 gram kokain på sig, hvilket muligvis var grunden til, at han ikke ønskede at komme i nærkontakt med politiet.

Endnu dummere blev det dog, da en anden af de unge hærværksmænd  – en 19-årig lokal mand – blev så frustreret over kammeratens anholdelse, at han nægtede at forlade området og i stedet foreslog noget så tåbeligt som en slåskamp med politiet. Det blev dog ikke til nogen slåskamp, og i stedet måtte den 19-årige også lade sig anholde.

Ifølge politiets oplysninger er de to unge mænd blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Ifølge ejeren af Café Bagergaarden, Anna Søe, startede balladen dog ikke på caféen, men derimod et andet sted i byen.

- Det hele startede, da to fyre kom ind (på Café Bagergaarden, red.) for at gemme sig for nogle andre. De var ikke gæster hos os, men de blødte begge to og bad om hjælp. Derfor blev der ringet efter en ambulance, forklarer Anna Søe til Dagens.dk og understeger, at hun dog ikke ved, hvad der gik forud for optrindet.

- Balladen var opstået et andet sted i byen, men jeg ved ikke hvor. Efter de to fyre havde søgt tilflugt hos os, fandt de personer, der var efter dem, efterfølgende ud af, at de gemte sig hos os, og derfor ventede de på dem udenfor, indtil politiet dukkede op, oplyser Anna Søe, der giver politiet ret i, at antallet af unge var mellem seks-otte.

Det vides ikke, om nogle af de anholde siden er blevet sigtet for vold udover sigtelsen for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
 

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: