To unge danskere anholdt i Prag

Skrevet af admin

12/02/2014

Dagens topnyheder

To danske drenge på henholdsvis 17 og 18 år er anholdt for røveri mod to andre danskere på åben gade i den tjekkiske hovedstad, Prag, hvor flere tusinde gymnasieelever i disse dage holder vinterferie.

- To gerningsmænd truer sig til at få udleveret de ting, som ofrene har på sig, hvorefter de løber fra stedet, siger Rigspolitiets kommunikationsrådgiver Carsten Andersen til Ritzau.

Men de løber ikke så langt, for kort efter kan det tjekkiske politi slå klørene i de to unge danskere, der begge kommer fra København.

- Kort før klokken 5 i morges (onsdag morgen) underretter tjekkisk politi os om, at de har anholdt to danskere, men hvad de gør ved dem nu, ved vi ikke, siger Carsten Andersen.

Ifølge Ekstra Bladets netavis har de to unge drenge angiveligt truet med at bruge en strømpistol.

Det danske politi har formidlet kontakt til den danske ambassade i Tjekkiet, men hvad der nu skal ske med de to unge danskere, er op til det tjekkiske politi, som står for efterforskningen af sagen.

Flere tusinde danske gymnasielever har gjort det til en årlig tradition at tage på druktur i Prag i vinterferien.

En tur som sidste år skabte stor opmærksomhed - både i Tjekkiet og Danmark - på grund af voldsomme uroligheder.

Cirka 10.000 unge tog sidste år turen til Prag, og her blev to danskere stukket ned med kniv og seks blev anholdt for vold - enten mod andre danskere eller det tjekkiske politi.

Derudover blev cirka 30 indlagt på hospitalet. Nogle med akut alkoholforgiftning, andre med alvorligere skader.

De danske unge raserede mindst fem hoteller i den tjekkiske hovedstad.

I år er tingene dog forløbet noget mere roligt - indtil onsdagens røveri. Urolighederne begrænser sig foreløbig til, at en række af de unge gymnasieelever under 18 år er blevet kørt til deres hotel for at have drukket alkohol, hvilket ikke er tilladt for mindreårige i Tjekkiet.

/ritzau/