To unge dømt for at forberede massakre i Finland

Skrevet af admin

27/06/2014

Dagens topnyheder

En domstol i Finland har fredag sendt to unge i fængsel for at planlægge en massakre mod landets største universitet.

De to dømte, en mand og en kvinde, mødtes på internettet og havde i sinde at "dræbe adskillige mennesker på Helsinki Universitet", har anklagerne fortalt.

Samtidig er der ført bevis for, at de var i besiddelse af ammunition, en armbrøst og ingredienser til fremstilling af giftige gasser - samt børnepornografi.

Den 24-årige mand har fortalt, at han med angrebet ville udtrykke sin vrede over at være blevet drillet i skolen. Han straffes med tre år og en måneds fængsel, mens kvinden, også 24 år, slipper med en måned mindre.

Begge nægtede de imidlertid, at de ville slå ihjel.

Ifølge lokale medier blev parret anholdt, efter at detaljer om deres planer slap ud på nettet.

I løbet af retssagen er det kommet frem, at parret havde i sinde at plyndre et våbenlager og derefter dræbe op til 50 personer på universitetets område.

Andre planer gik på, at de ville tage gidsler og slippe giftig gas ud i universitetets bygninger.

Det er langt fra første gang, at et skoleskyderi har været undervejs i Finland.

I 2007 lykkedes det en mand at dræbe syv studerende og skolens rektor på et gymnasium nord for Helsinki.

Året efter skød og dræbte en mand 10 personer på en teknisk skole i det vestlige Finland.

Begge gerningsmænd begik selvmord.

/ritzau/AFP