Unge er vilde med Valentinsdag

Kys og kram din kæreste hele torsdagen. Det er nemlig Valentinsdag.

-Traditionen handler om at være romantisk og vise sin kærlighed. Jo mere man kan vise den, jo mere succesrigt er forholdet. Og jo mere kan især kvinden sige, at hun har fået bevis for sin kærlighed, siger overarkivar og leder af Dansk Folkemindesamling, Else Marie Kofod, som har forsket i hverdagens traditioner og ritualer til Newspaq.

Ifølge Else Marie Kofod kom traditionen først til Danmark i begyndelsen af 1990'erne, hvor der for alvor begyndte af komme flere af de store bryllupper.

- Mange ældre mener, at det er en amerikansk tradition, som er meget kommerciel. Derfor skal den jo ramme bestemte grupper. Og det er de grupper, som går ind for kærlighedslivet - som er ved at få et. Det hele er nyt, og man har brug for hele tiden at demonstrere, at man godt kan lide hinanden, forklarer Else Marie Kofod.

Ud over kys og kram køber vi også flere blomster - den røde af slagsen - og måske en æske med lækker chokolade.

Det er i hvert fald de mest populære varer hos Interflora, som oplever en stigende interesse fra år til år.

- Man må jo tage det som et udtryk for, at der er flere, som tager ideen op og benytter sig af muligheden for at erklære sin kærlighed enten til en, man gerne vil være kæreste med eller er kæreste eller gift med, siger direktør Lars Steen til Newspaq.

Generelt sælger Interflora ti gange så meget på Valentinsdag som på en helt almindelig hverdag, selvom det ifølge Lars Steen først er i de sidste ti år, at danskerne har taget traditionen til sig.

Men Valentinsdag kan alligevel have en god chance for at blive.

- Hvis man vokser op med en bestemt tradition og har kendt til den som barn og som ung, så tager man den ofte med sig ind i voksenlivet, siger Else Marie Kofod om traditioners udvikling.

Hun nævner blandt andet adventskransen som et eksempel. Selvom flere ser det som en gammel dansk tradition, er den egentlig kommet fra Tyskland efter 2. verdenskrig.

- På samme måde vil det sikkert også gå med Valentin, spår traditionsforskeren.

Valentinsdag falder hvert år på den samme dato - nemlig den 14. februar.

 

Dagens Gossip

Dagens TV