Unge fra Odder hjælper Filmby Aarhus

Skrevet af Finn Jensen

03/12/2012

Dagens topnyheder

Ambitionerne er høje, når Filmby Aarhus udvider med visioner om at styrke film- og medieerhvervene i det regionale filmcenter. Det gør de med forskellige initiativer, og til ét af dem er unge leadusers fra Odder hentet ind som sparringspartnere.

Leadusers er en gruppe elever fra 7.-9. klasse med særlige kompetencer inden for blandt andet IT og kreativitet. De er også kendetegnet ved at være nysgerrige og motiverede for at gøre en ekstra indsats og dele, da de selv forventer at opnå en fordel af en løsning, der opfylder deres behov.

Forundersøgelsen for Filmtrix er netop skudt i gang og det er her, de unge leadusers fra Odder skal fungere som inspiratorer for parterne i deres udvikling af konceptet. Syv elever fra Parkvejens- og Skovbakkeskolen har sagt ja til at deltage i forundersøgelsen, hvor de blandt andet skal dele deres viden om, hvordan de tilgår apps og hvordan de bruger Ipads på forskellige områder.

Leadusers er eksperter
-Det er en stor gave for os, at vi har fået tilknyttet leadusers fra Odder til vores projekt. Det er dem, der er eksperterne og firstmovere og de bruger IT på en anden måde end vi gør. Derfor er det også dem, vi skal spørge til råds om, hvordan vi kan bruge IT i fremtiden, siger projektudvikler Erik Bjerre.

- De unge elever, der deltager i projektet, kommer til at få en enorm indsigt og viden om filmproduktion, og de vil blive præsenteret for et stort netværk inden for den kreative verden. De kommer til at lære en masse om arbejdet med filmproduktion og forhåbentlig kan vi give dem endnu flere redskaber til at arbejde med film på deres Ipads, slutter Erik Bjerre.

Glæde over muligheder
Rikke Thonbo, IT-konsulent i Odder Kommune, har været med til at sætte samarbejdet i gang, og hun glæder sig også over de muligheder, de unge leadusers får:

-At eleverne er en del af udviklingen fra start til slut er en enestående mulighed for dem.  Her får de mulighed for at prøve sig selv af i professionelle rammer i en professionel verden, og de får indblik i nye veje de kan gå og et felt de kan arbejde inden for med deres særligt kreative talent.

Foto: Odder Kommune