Unge gider ikke donere blod: Hvad får vi for det?

Med blot ét lille prik får du både en sodavand og mulighed for at redde et andet menneskes liv.

Men det er tilsyneladende ikke nok for flere unge, vurderer overlæge.

Ikke siden 1960’erne har der været så få bloddonorer i Danmark. Mellem 2010 og 2014 er antallet faldet med 10.000, så 213.737 danskere i dag er tilmeldt donorregistret, skriver Kristeligt Dagblad.

Læs også: Hospitalslæger tjener kassen på blodprøver for politiet

Og det skyldes især to ting, fortæller overlæge og chef for blodbanken, Morten Bagge, til avisen.

- Ud fra vores egne undersøgelser, og hvad vi hører fra vores hververe, skyldes det blandt andet et holdningsskred inden for de seneste 15-20 år. Dengang var man stolt af at stille op i den gode sags tjeneste, men i dag kan særligt unge mænd ikke rigtig se, hvad de personligt får ud af at tilmelde sig, siger han til Kristeligt Dagblad.

Han oplever unge fortælle, at de vil have penge for deres blod, hvis de skal lægge årer til.

- Det hørte man overhovedet ikke for 15-20 år siden, og det er rystende, siger Morten Bagge.

Samtidig har de unges livsstil også ændret sig så meget, at mange ikke kan give blod, selvom de faktisk gerne ville. Det kan f.eks. være rejser uden for Europa og flere tatoveringer.

Læs også: Flertal vil se på bøssers forbud mod bloddonation

- Flere rejser uden for Europas grænser end for 20 år siden, og flere får tatoveringer«, siger generalsekretær i Bloddonorerne, Jesper Villumsen, til Kristeligt Dagblad.

Derudover er hospitalernes blodforbrug faldet markant, og derfor har man hvervet færre nye medlemmer og lukket tappesteder rundt omkring i landet, hvilket betyder, at nogle danskere skal køre længere for at give blod.

Derfor mangler der ikke donorer lige nu, men det er for tidligt at sige, om det vil blive et problem på sigt, oplyser avisen.

Dagens Gossip

Dagens TV