Unge har svært ved at slippe mobilen på ferien

Mange danske unge mellem 18 og 39 år er så optaget af at være online, at de end ikke slipper den digitale verden, når det er ferietid. 

Ifølge en undersøgelse foretaget af Hotels.com blandt mere end 4.000 adspurgte fra de nordiske lande, svarer 82 procent af de danske respondenter, at de bruger de sociale medier på ferien.

Af dem svarer hver tiende, at de føler sig decideret afhængige af at være på.

Anne Mette Thorhauge er medieforsker og formand for Medierådet for Børn og Unge. Hun mener som udgangspunkt ikke, at der er noget unaturligt ved, at de unge sidder bøjet over mobilen i strandstolene. 

- Unge har altid været interesseret i at holde kontakt til vennerne, og det har altid været et problem, når man tog afsted på ferie med familien, hvordan man så samtidig holdt styr på, hvad der foregik derhjemme, siger hun.

Læs også: Sådan kan din smartphone skade dit helbred

- Spørgsmålet er, om de unge bruger de sociale medier så meget, at det ødelægger deres ferie. Så kan det jo blive et problem.

Knap halvdelen af de adpurgte siger, at de bruger de sociale medier for at holde kontakten med dem derhjemme, mens fire ud af ti er online under palmetræerne for at dele deres ferieoplevelser.

Forældre er lige så slemme
Anne Mette Thorhauge mener, at man bør være påpasselig med at bruge ordet 'afhængighed' om de unges smartphone-vaner, men hun medgiver, at brugen af de sociale medier kan tage over.

- I det øjeblik, man føler, at det går ud over nattesøvnen og ens evne til at være til stede, og hvis det går ud over sociale relationer, så er det jo et problem, siger hun og minder om, at det ikke kun er de unge, der hænger for meget over de elektroniske dimser.

- Der er også mange unge, der er temmelig trætte af, at deres forældre ikke er til stede, fordi forældrene sidder og læser arbejdsmails på ferien. Så jeg synes måske også, at man kan sætte spørgsmålstegn ved det her med, at det konstant skal gøres til et ungdomsproblem.

Den virtuelle kommunikation fylder stadig mere i danskernes hverdag, men fordi det endnu er forholdsvis nyt, at mobilen er blevet vores forlængede arm, er der er endnu ikke faste normer for, hvornår, hvordan og hvor meget man 'bør' være online - for eksempel i selskab med andre mennesker eller på ferier.

Anne Mette Thorhauge mener, at der er behov for at diskutere, hvordan vi bliver bedre til at integrere de sociale platforme i hverdagen, så de ikke forringer vores fysiske liv.  

- Jeg tror klart, at vi alle sammen, inklusiv de unge, i stigende grad har brug for nogle grundlæggende strategier for at forhindre, at de her medier indvaderer hele vores hverdagsliv, siger hun.

Læs også: Tankevækkende: Disse billeder viser, hvordan smartphones påvirker vores forhold til andre mennesker

Dagens Gossip