Unge i Hongkong protesterer mod Kina

Et stort opbud af politi affyrede søndag tåregas mod en voksende prodemokratisk bevægelse i Hongkong, der har indledt en omfattende civil ulydighedskampagne for at kræve mere politisk frihed fra Kina.

Demonstranternes ledere meddelte sent søndag lokal tid, at aktivisterne ville trække sig tilbage fra Hongkongs finanskvarter, da der var rygter om, at politiet ville begynde at skyde med gummikugler mod folkemængden.

- Vi opfordrer alle studerende til at trække sig tilbage, skrev studenternes sammenslutning på Facebook.

Forinden var en stor del af byens finansdistrikt blev kastet ud i kaos, da et stort antal aktivister samledes omkring politiets barrikader, som var oprettet for at holde andre demonstranter i skak.

Politiet, der havde taget opstilling i op til fem geledder nogle steder, bar gasmasker og hjelme, og de anvendte tåregas og peberspray ved konfrontationer med de overvejende unge demonstranter.

Der var lørdag aften over 10.000 primært unge aktivister på gaden for at protestere mod de kinesiske myndigheder, der afviser at indføre et fuldt demokrati i Hongkong, som i henhold til en aftale med briterne i 1997 har friheder langt ud over, hvad der ses i Kina.

Men mange frygter, at Kina langsomt undergraver disse rettigheder, og der har i dagevis været protester og mindre voldelige sammenstød

Mange af aktivisterne bærer beskyttelsesbriller og har viklet plastfilm om ansigtet for at være beskyttet mod politiets pebersprays.

Regeringslederen i Hongkong, Leung Chun-ying, appellerede søndag til demonstranterne om at indstille de ulovlige aktioner.

- Stop ulovlige demonstrationer og forlad området omkring regeringshovedkvarteret, sagde han.

I en officiel kommentar fra styret i Beijing udtaler de kinesiske ledere, at de "har tillid til at Hongkong kan klare problemerne."

Beijing vil tillade valg af byens næste leder i 2017, men Kina insisterer på, at kandidaterne skal godkendes i Beijing.

En fremtrædende prodemokratiske gruppe, Occupy Central, har i måneder haft planer om at lukke hele finanskvarteret i Hongkong ved at få tusindvis af mennesker til at sætte sig på gaderne.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV