Unge kan stadig få ledige studiepladser

Der er fortsat frie stole på landets videregående uddannelser.

For selvom flere end 20.000 unge ikke blev optaget på deres drømmestudie, melder flere universiteter om ledige studiepladser, skriver Jyllands-Posten.

På Syddansk Universitet har man kun modtaget 300 sene ansøgninger mod 1.000 sidste år. På Aalborg Universitet har man modtaget ca. 250 ansøgninger til de frie pladser mod 600 sidste år.

- Nogle tøver med at sige ja til en plads i anden runde, og det kan også være et stort skridt at sige ja til et studium, som måske ikke engang var deres tredjeprioritet, siger specialkonsulent Jette Winther fra Syddansk Universitet til Jyllands-Posten.

På Studievalg Sjælland vurderer centerchef Per Larsen, at de unge er blevet overrasket over de høje adgangskrav og derfor ikke har haft en alternativ plan.

- Det er først i disse dage, at en del af de afviste kommer dryppende, efter de har sundet sig oven på afslaget. Generelt er de lydhøre over for at prøve et andet sted, så længe det ikke er for langt væk. De overvejer at søge Roskilde, hvis de har fået afslag i København, men de er ikke klar til at tage til Aalborg, siger Per Larsen til avisen.

De færre ansøgninger til de ledige pladser har fået Roskilde Universitet til at forlænge fristen for, hvornår eleverne kan søge de tomme stole. Datoen er således rykket fra den 15. til 22. august.

Dagens Gossip