Unge Krigbaum hamrede sølv hjem ved VM i cykling

Danske Mathias Krigbaum leverede tirsdag middag en stor præstation ved VM i cykling.

I juniorernes enkeltstart - der er for ryttere under 19 år - havde danskeren bedste tid i mål, indtil belgieren Igor Decraene kom ind som en af de sidste ryttere. Dér stod det klart, at danskeren desværre manglede sølle otte sekunder i at nå guldet.

Men en VM-sølvmedalje til Mathias Krigbaum er absolut værd at tage med, især når man tager i betragtning, at håbet på forhånd fra den danske lejr var en top fem-placering.

Dermed er VM i cykling startet fantastisk for Danmark, der allerede på andendagen har nået målet om to medaljer, efter Lasse Norman Hansen mandag sikrede sig bronze i U23-rytternes enkeltstart.

Sportschef i Danmarks Cykle Union Lars Bonde er da også vildt begejstret over de første to dage ved VM:

- Det er fedt at vinde og nå det, man går efter, og det er især fedt, når man ved, at potentialet er der, at man så ser det blive forløst. Med Mathias Krigbaum så vi allerede sidste år, at han kan være med, da han ved VM blev nummer fire som en af de unge ryttere i kategorien, forklarer Lars Bonde, der dog havde været lidt spændt på, hvordan Krigbaum ville levere.

- Egentlig har hans sæson været lidt under, hvad han lavede sidste år, men han har trænet rigtig godt op til det, forklarer Bonde.

Og sportschefen forventer da også, at det er i rollen som temporytter, det danske cykelpublikum kan forvente at få de store oplevelser med Krigbaum i fremtiden:

- Det er her, han har sin helt, helt særlige kompetence. Og så er det også værd at bemærke, at han jo er en fremragende banerytter, og at han på banen er verdensmester i parløb, og derfor ser jeg også, at han i fremtiden bliver en del af vores landsholdsarbejde på banen, slår Bonde fast.

Talentchef Morten Bennekou er også fuld af roser til Mathias Krigbaum efter sølv-præstationen.- Han kørte en rigtig flot enkeltstart. Hans force er de der lange flade stykker, som der også var en del af i dag. Martin er ikke den mest tekniske rytter i verden, men heller ikke dårlig. Men i forhold til hans niveau synes jeg, han kørte en flot teknisk enkeltstart. Det er også det, der gør, at han når helt op i toppen. For der er mange sving inde i Firenze. Jeg tror, der er 20-25 90 graders sving, siger talentchefen, der sad i følgebilen, der fulgte Mathias Krigbaum.

Morten Bennekou fortæller, at der er investeret i at træne Mathias Krigbaums teknik i forhold til de mange sving.

- Vi har brugt meget energi på at få ham til at bremse sent og spurte ud af alle sving. Det skal man kunne på sådan en relativ kort rute, siger talentchefen og tilføjer, at Mathias har været oppe klokken fem om morgenen og inde i Firenze midtby for at køre de passager, han ikke ville kunne køre i dagtimerne, fordi der er så mange turister.

Resultaterne viser, at al forberedelsen absolut kunne betale sig.

- De her to dage viser, at vi har haft en god approach til det her mesterskab og de her enkeltstarter. At Mathias bliver slået med ni sekunder, lyder ikke af så meget. Men på 27 minutter og med en mand, der har kørt sig helt ud, så er ni sekunder ikke bare noget, man henter. Så jeg vil sige, at han vinder sølvet mere end han taber guldet. Jeg er i hvert fald tilfreds, siger talentchef Morten Bennekou.

Dagens Gossip