To unge mænd får betinget fængsel for hacking af fravær

Skrevet af admin

05/01/2016

Mest læste i dag

To unge mænd på 19 år, der har stået bag omfattende fusk og hacking af fraværsopgørelser på Tietgen Handelsgymnasium i Odense, er idømt 30 dages betinget fængsel og bøder på 1000 kroner, skriver DR Fyn.

Hackingen foregik fra august til november 2014 og begyndte på en netcafé, hvor en bekendt viste de unge mænd et lærer-login, de kunne bruge til at slette fravær med.

- Vi begyndte sådan lidt karlsmart-agtigt, men så fandt vi ud af, at vi kunne tjene lidt penge på det, så vi lavede en hjemmeside, fortæller den 19-årige i retten i Odense, skriver DR Fyn.

De to mænd, der ikke selv gik på handelsgymnasiet, fik hurtigt gang i en god forretning på skolen, hvor de krævede penge for at slette elevernes fravær.

En hjemmesides som skolens rektor betegner som "særdeles professionelt" lavet.

- Det viser, at vi skal stå tidligt op, for der er mange unge, som er rigtig kreative, siger rektor for Tietgen Handelsgymnasium i Odense, Gitte Bargholt til Ritzau.

De to fyre var også kreative med priserne på deres hacking-service, hvor priserne gik helt op til 460-550 kroner for at få fjernet fraværslektioner for nogle, mens andre kunne slippe helt gratis.

De to dømte mænd har ikke overblik over, hvor mange penge, de tjente på at fjerne fravær, men et skøn er 1626 kroner, skriver DR Fyn.

I alt fik 11 elever fjernet deres fravær - heraf er en enkelt sigtet for både forsøg på hacking og medvirken til hacking, mens de resterende ni er anklaget for medvirken til hacking.

De 11 elever regner Gitte Bargholt med bliver straffet økonomisk.

- Her på stedet har vi givet vores interne straf, som, jeg tror, var slem nok. Det andet er, at jeg forventer, at de får en bøde, som kan mærkes, siger hun.

Det er ikke første gang, at elever lader sig friste til at sminke deres fravær.

I august sidste år blev en gruppe studerende fra Aalborg Handelsskole idømt mellem syv og 20 dages betinget fængsel for at have ændret i deres fraværsprocent på elevplan.dk ved hjælp af en lærers kodeord.

/ritzau/