Unge om SU-reform: Regering gør os dummere

Danske Studerendes Fællesråd raser mod regeringens reform af SU for at få de unge hurtigere gennem uddannelsen. Det er en ungefjendsk regering, der gør os dummere fordi det er nedskæringer, som fører til ufleksible studier og dårligere studerende.

Det siger Jakob Ruggaard, formand for de studerende.

- Jeg er rystet over at skulle opleve så historiske nedskæringer på SU-området fra den her regering.

- Jeg tror ikke, der er nogen, der kan bilde sig selv ind, at en nedskæring på 2,2 milliarder kroner ikke har massive konsekvenser for studerende i Danmark, siger Jakob Ruggaard.

Han er ikke i tvivl om, at reformen vil gøre de studerende dummere.

- Reformen vil betyde et lavere fagligt niveau, fordi vi bliver presset gennem studierne uden mulighed for prioritering og fordybelse, siger Jakob Ruggaard.

SU-reformen rummer massive nedskæringer på uddannelsesvelfærden og kommer til at betyde, at flere studerende, der før ville have taget en uddannelse, vil fravælge det nu.

- Det er uforståeligt at regeringen vælger at øge den sociale ulighed i uddannelsessystemet på den her måde, siger Jakob Ruggaard.

/ritzau/

 

Dagens Gossip