Unge online-slaver slapper aldrig af

Facebook bliver tjekket mindst en gang i timen. Og svarer man ikke på sms'en inden for fem minutter, er det dårlig stil.

Tre ud af fire unge i gymnasiet har en smartphone, og hver fjerde af dem læser, tjekker eller skriver beskeder mindst hver 15. minut i alle dagens vågne timer. Det viser et speciale fra Syddansk Universitet ifølge Politiken.

Men de unge risikerer at påføre sig selv så meget stress, at de bukker under.

Stresskonsulent Lene Marie Jensen kender udmærket til stress blandt unge, der er udløst af forventningerne til, at de er på hele tiden.

- Deres hverdag er meget baseret på at være i kontakt med alle hele tiden. I stedet for at have den fysiske kontakt har man den elektroniske kontakt. Og de føler, at de skal være på hele tiden, siger hun til Newspaq.

Hvor meget de unge stresser er individuelt. Men med tiden øges sandsynligheden under alle omstændigheder for, at det udvikler sig til koncentrationsbesvær og udbrændthed.

- Det siger sig selv, at hvis man skal være på eller tilgængelig hele tiden, får hovedet og kroppen aldrig slappet af. Og så bliver deres stresstærskel lavere jo ældre de bliver, fordi de hele tiden er udsat for et pres. Så i forhold til, hvordan de håndterer stress fremadrettet, er udviklingen ret uheldig, siger Lene Marie Jensen.

Hele 62 procent af de unge med smartphones hiver faktisk ofte deres telefon frem uden at vide hvorfor, viser undersøgelsen. Thomas Pape, der er stressrådgiver for studerende på klinikken Spine møder mange unge med symptomer på stress forårsaget af kravet om at være online.

- Det de starter med at beskrive, er at de er demotiverede, ikke kan holde fokus og er bange for at gå til eksamen. Når man så graver i det, viser det sig, at de har meget svært ved at koncentrere sig i længere tid af gangen og lader sig forstyrre af telefonen flere gange i timen. Det får mange til at tro, at de ikke gider deres studie mere, fortæller han til Newspaq.

Dagens Gossip