Unge røvede Brugsen - fik hjælp af ansat i forretningen

Skrevet af admin

13/04/2016

Dagens topnyheder

Tre drenge på 17 år og en mand på 18 er onsdag i Retten i Sønderborg kendt skyldige i et røveri mod Dagli' Brugsen i Kliplev i Sønderjylland 11. september sidste år, hvor de slap af sted med små 65.000 kroner.

En af de fire arbejdede selv i forretningen i Kliplev som ungarbejder og gjorde sit til, at røveriet skulle lykkes.

Ifølge anklagen oplyste han de tre øvrige om arbejdsgangene i Dagli' Brugsen, og om hvor der blev opbevaret kontanter.

På aftenen for røveriet sendte han en sms til sine medsammensvorne om, at butikken var lukket. Herefter troppede de tre mænd maskerede op ved forretningens bagindgang og truede den kvindelige lukkeansvarlige til at åbne pengeskabet.

Under røveriet sagde en af de nu dømte noget i stil med: "Din fucking luder, jeg slår dig ihjel, hvis du så meget som gisper forkert", mens de holdt en kniv for hendes hals og bandt hendes hænder med strips.

Ungarbejderen, som var i ledtog med de tre røvere, blev også bundet, mens han lod, som om han intet vidste.

Tre af de unge er 17 år, den fjerde er 18 år.

Den af de 17-årige, der arbejdede i Dagli' Brugsen, blev idømt ni måneders fængsel, hvoraf seks måneder er gjort ubetinget. Han blev løsladt, da han har siddet varetægtsfængslet i cirka et halvt år.

Den anden af de tre 17-årige venter stadig på at få udmålt sin straf, da en mentalundersøgelse er ved at blive udarbejdet. Men han er kendt skyldig.

Den tredje 17-årige er blevet idømt den længste straf på et år og seks måneders ubetinget fængsel, mens den 18-årige mand blev idømt fængsel i et år og tre måneder, hvoraf de seks måneder blev gjort ubetinget. Han blev løsladt med det samme.

De to sidstnævnte blev ud over Brugsen-røveriet dømt for røveri i en villa.

Ifølge anklagen brød de ind i villaen og stjal smykker, ure, pas og tablets for i alt 33.584 kroner.

Pludselig blev de overrasket af husets beboer, der kom hjem. De to unge truede beboeren med at slå ham ihjel, hvis han ikke flyttede sin bil, så de kunne komme ud af indkørslen. Herefter flygtede de fra stedet med de stjålne genstande.

/ritzau/