Unge sætter turbo på uddannelsen og forkorter studietid

Fra en ny studerende sætter sin fod på universitetet, og til vedkommende står med et bevis for at have gennemført en lang videregående uddannelse, går der kortere tid end tidligere.

De studerende kommer hurtigere gennem studierne, skriver Berlingske, og udviklingen bliver forklaret med en række omstændigheder som tidsånd, reformer, målrettede studerende og universiteter, der stiller højere krav end tidligere.

Ifølge et nyt notat fra tænketanken Kraka er den gennemsnitlige studietid for dimittenderne på lange videregående uddannelser faldet fra godt 6,4 år til godt 5,9 år fra 2006 til 2013.

Notatet viser, at studerende på humanistiske uddannelser fortsat bruger mest tid på at komme igennem studierne. De bruger godt seks år på universitetet. Dog har de forkortet studietiden med næsten et år.

Dimittender fra de tekniske uddannelser har omvendt den korteste gennemsnitlige studietid med 5,5 år.

Forskningschef i Kraka Kristian Thor Jakobsen vurderer, at de hurtigere studerende kan være resultat af en række reformer, der de seneste 20 år har haft til formål at få de unge hurtigere gennem studierne.

Dog påpeger han, at det er svært at sige noget om, hvad effekten af de mange tiltag reelt er, og også tendenser i samfundet kan have spillet ind.

- Det generelle fokus på, at unge skal blive hurtigere færdige, kan måske i sig selv have været med til at påvirke den enkelte. Men det er mere uhåndgribeligt og svært at dokumentere, siger han til Berlingske.

Kristian Thor Jakobsen mener, at den omdiskuterede fremdriftsreform "trækker i retning af, at de unge kommer endnu hurtigere gennem studierne, men vi kan ikke sige præcis hvor meget."

/ritzau/

Dagens Gossip