Unge SF'er støtter Annette Vilhelmsen

Skrevet af Elo Christoffersen

07/10/2012

Dagens topnyheder

 

SF's Annette Vilhelmsen fra Kerteminde på Fyn får stor opbakning fra unge SFU'er i Kolding. Formand for SFU Kolding, Christina Sandal Bendtsen, fortæller at størstedelen af SFU'erne i Kolding stemmer på Annette Vilhelmsen.

- Jeg er en af dem, fortæller SFU formanden til dagens.dk.

Hun forklarer, at støtten til Vilhelmsen kommer, fordi der er mange unge ministre i Folketinget.

- Annette har erfaringen og hun har blandt andet selv været lønmodtager og har siddet i byråd, forklarer Christina Sandal Bendtsen.

Hun tilføjer at Annette Vilhelmsen både er veltalende og er god i debatter.

SFU formanden i Kolding tror dog også, at den anden formandskandidat, Astrid Krag, kan gøre det godt, hvis Annette Vilhelmsen ikke bliver den nye formand for partiet SF.

- Men jeg tror at det er en fordel at få en erfaren kvinde som Annette som formand. Så tror jeg faktisk, at vi kan få de gamle vælgere tilbage igen, siger Christina Sandal Bendtsen.

Annette Vilhelmsen var i går på besøg i SF Koldings klubhus på Carl Plougs Vej i Kolding. Det var folketingsmedlem Karina Lorentzen, regionsrådsmedlem Ida Damborg og byrådsmedlem Hans Winther, der havde fået formandskandidaten til at kigge forbi til et to timer langt møde. SF's Koldings formand Jette Vangslev, støtter partiets anden formandskandidat, Astrid Krag.

På lørdag bliver det afgjort om det bliver Annette Vilhelmsen eller Astrid Krag, der kan kalde sig formand for SF.

Hver kandidat har 100 stillere - det vil sige SF medlemmer bag sig - for at kunne stille op til formandsvalget.

Foto: Elo Christoffersen.