Unge sigtes for fire gaderøverier i København

Skrevet af admin

30/10/2013

Mest læste i dag

Politiet mener at have afsløret en gruppe unge, der har truet og frarøvet andre unge på Nørrebro i København smartphones og penge.

De fem sigtes for fire tilfælde af gaderøveri, og de er alle begået i oktober.

- De fem kender hinanden og kommer fra samme område, siger vicepolitikommissær Bo Hass Jensen i Københavns Politi.

De går på forskellige skoler, fortæller han, der dog ikke vil oplyse, hvordan politiet har efterforsket mod de fem.

Undersøgelserne fortsætter, og det er muligt, at de fem vil blive præsenteret for flere sigtelser. Tre er 17 år, to er 18.

I et grundlovsforhør onsdag er alle fem blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Ofrene i de fire sager er i alderen fra 15 til 25 år, og de er blevet udsat for vold og er blevet truet med knive, oplyser politiet.

Politiet har sat flere betjente til udelukkende at hindre og opklare gaderøverier, fremgår det af en pressemeddelelse.

/ritzau/