Unge skaber fremtidens børnehaver

Fremtidens småbørn kan glæde sig ekstra meget til at begynde i børnehave, hvis det står til en flok sydjyske studerende. De har deltaget i et såkaldt VIP-projekt, hvor de har arbejdet med innovative tiltag i børnehaver som en fleksibel legeplads, en ble med indbygget chip og en flytbar garderobe.

Den 21-årige e-designerstuderende Pernille Grøhn fra IBA Kolding og hendes gruppe har udviklet et koncept til grundigere og sjovere håndvask blandt børnehavebørn.

- Vi besøgte en børnehave, hvor vi opdagede, at børnene sjuskede med at vaske hænder – eller slet ikke gjorde det. Derfor har vi fået idéen til en lama, der spytter sæben ud og en slags akvarium, der fungerer som vask. Det giver børnene nogle billeder, der gør det sjovere og lettere at huske håndvasken, fortæller Pernille og fremhæver idéens overordnede formål:

- Hvis vi sikrer bedre håndvask i institutionerne, kan vi undgå en masse sygdom. Det vil gavne samfundet på den lange bane.

Kan vi gøre det smartere?

Og netop velfærden i vores samfund er en målsætning i innovationsprojektet, som Henrik Baadsgaard fra IBA er medansvarlig for.

- Vi har en velfærdsstat under pres, så vi er nødt til at spørge os selv: Hvordan kan vi gøre tingene lidt smartere? Og når jeg kigger ind i en børnehave er der meget, jeg undrer mig over. Det er gavnligt at få nogle nye øjne til at se noget andet og udvikle bedre løsninger på den baggrund, siger han.

I projektet mødes studerende fra forskellige uddannelser med offentlige og private virksomheder. Henrik Baadsgaard fremhæver, at netop den tværfaglighed er nøglen til nye muligheder:

- Der sker et positivt kulturmøde, når vi sætter vores fagligheder sammen. Jeg tror, at der er mange spændende løsninger på vej.

Spændende proces

For Pernille Grøhn har det været en øjenåbner at komme ud af klasselokalet og møde virkeligheden i børnehaverne.

- Vi opdagede, at det er svært at forandre, da 'plejer' lever godt blandt nogle af pædagogerne. Men det har været en spændende proces og et godt projekt, der lægger op til, at vi skal ud og bryde nogle rammer, siger Pernille, der ikke har taget stilling til, om hun og gruppen vil gå videre med deres idé.

- Det kunne da være super fedt, hvis idéen blev realiseret, for man har vel altid drømt om at sætte sit præg på samfundet, siger hun med et smil.

Dagens Gossip