Unge socialdemokrater kræver undskyldning efter tumult

Den lokale afdeling af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) har besluttet at sætte en stopper for samarbejdet med Socialistisk Ungdomsfront (SUF). Ifølge de unge socialdemokrater optrådte medlemmer fra SUF, der funger som Enhedslistens ungdomsgren, særdeles voldsomt under overborgmester Frank Jensens (S) tale.

»Mange af vores medlemmer var gået helt op til scenekanten for at høre overborgmesteren, men så snart han begyndte at tale, gik der et værre cirkus i gang,« fortæller Kasper Sand Kjær, formand for DSU København.

»Folkene fra Enhedslisten begyndte at råbe, skubbe og rive faner ud af hænderne på vores folk. De skabte en ond stemning. Det var meget ubehageligt,« siger han.

Som reaktion har DSU valgt at sætte ophæve alle forbindelser til SUF. Dermed er det slut med debatmøder, demonstrationer og andre fællesarrangementer.

»Vi er stolte af vores røde flertal i København, men når man opfører sig, som SUF og Enhedslisten har gjort, kan man ikke være en del af samarbejdet,« siger Kasper Sand Kjær.

»Det er helt uacceptabelt, at noget, der skal forestille et demokratisk parti, opfører sig på den måde. Vi kan ikke samarbejde med en organisation, der ikke anerkender demokratiet,« siger DSU-formanden, som kræver en undskyldning fra SUF.

Der er dog ingen undskyldning i sigte. Til Berlingske Nyhedsbureau siger et medlem af SUFs ledelse, Aksel Rosager Johansen, at organisationen ikke stod bag aktionen mod Frank Jensen.

»DSU prøver bare på at miskreditere SUF og Enhedslisten. Det her var ikke orkestreret af SUF, så de skal ikke regne med en undskyldning,« siger landsledelsesmedlemmet.

Aksel Rosager Johansen erkender, at medlemmer af SUF var med i gruppen, der overdøvede overborgmesteren, men fastslår, at organisationen ikke har arrangeret protesten.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) talte også i Fælledparken. På Facebook skriver hun onsdag aften:

»Jeg synes det er fuldstændig i orden at buhe, vende ryggen til, lade være med at klappe eller have skilte med. Men jeg synes ikke det er okay at larme så højt, at man reelt forhindrer talerne i at tale. Og jeg synes slet ikke det er okay, at kaste ting efter folk der taler«.

»Sådan var der desværre et par hundrede foran scenen i Fælledparken der opførte sig. Tror ikke det store flertal i Fælledparken var enige med de forreste i, at det var sådan kritikken af regeringen skulle udtrykkes,« lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen.

Dagens Gossip