Unge syrere risikerer deres liv for at hjælpe

To af de modige unge er den 31-årige næsten kronragede Anas og 32-årige Manya med en lang tyk sort hestehale og adskillige glimtende øreringe. Begge er fra Damaskus og har været med i hjælpeorganisationen, som er den muslimske parallel til Røde Kors, i mere end en halv snes år. Han er ambulanceleder, hun er førstehjælpsassistent, og de kolde tal fortæller om risikoen.

I løbet af konfliktens to år er 20 frivillige blevet dræbt, senest ved en episode for en halv snes dage siden. Andre frivillige har været fængslet og tortureret. I øjeblikket sidder flere end 20 fanget i regeringens fængsler.

Ud af 34 ambulancer har Syrisk Røde Halvmåne mistet de syv. I en af dem blev der fundet 60 skudhuller, efter at den havde været i byen Homs.

Det er begge parter i konflikten, der skyder mod de frivillige og deres køretøjer, selv om organisationen gør alt for at overbevise krigens parter om, at den er neutral, og at den røde halvmåne på jakker og biler ikke skal bruges som målskive.

»Men det er de fremmede krigere, de, der ikke kommer fra Syrien, som vi frygter mest, fordi de ikke kender til vores principper og vores neutralitet,« siger Manya med henvisning til de såkaldte jihadister eller islamistiske hellige krigere, der er strømmet til Syrien for at kæmpe mod præsident Bashar al-Assad.

Anas kan til gengæld fortælle om sin forgænger, der blev fængslet af regimet og kom ud med brækkede arme og ben og måtte sendes til behandling i Schweiz.

Begge kan også fortælle om tab af venner i krigen, og begge nærer samme altoverskyggende frygt for, at krigen skal opsluge hele Syrien og omdanne det endnu trygge kvarter, som de bor i i Damaskus, »og hvor vi stadig kan få de varer, vi vil«, til de sønderskudte kvarterer, der allerede ses i hovedstadens forstæder.

Så hvorfor gør de ikke som 1,5 millioner af deres landsmænd allerede har gjort, nemlig flygter til et af nabolandene?

»Fordi vi vil gøre en forskel,« siger Manya efter en kort konsultation med Anas.

Og med FNs vurdering af at halvdelen af den syriske befolkning ved årsskiftet vil have behov for humanitær hjælp, vokser en i forvejen enorm opgave sig næsten uoverskuelig, selv om mange unge også søger ind i organisationen, efter at have mistet deres job.

De to følger i øjeblikket præsidenten for Syrisk Arabisk Røde Halvmåne, Abdul Rahman Attar, på et besøg i København hos blandt andre Dansk Røde Kors, der støtter organisationen i Syrien.

Uden forbehold siger han:

»De frivillige er de sande helte,« der, med hans egne ord, »arbejder for en sandwich eller et meget beskedent beløb«.

Abdul Rahman Attar afviser kategorisk, at organisationen skulle være styret af Assads regime. Det gør han med henvisning til de ofre, organisationen bringer og med henvisning til, »at ikke en eneste regeringsudpeget repræsentant« sidder i ledelsen. Han forsikrer også, at organisationen får adgang til stort set alle krigsområder.

Men en ting er at forhandle sig adgang gennem et checkpoint på vejen, en anden er parternes respekt for den humanitære halvmåne, og den respekt er ikke vokset:

»For to år siden var det vanskeligt, og nu er det bare blevet værre. Vi havde aldrig troet, at konflikten ville få denne størrelse,« siger Abdul Rahman Attar.

Organisationslederen frygter for den situation, hvor halvdelen af landets befolkning bliver afhængig af humanitær bistand. De lokale og internationale hjælpeorganisationer har i øjeblikket ikke penge nok, og Abdul Rahman Attar retter en anklagende finger mod de arabiske lande, som af politiske årsager »ikke har sendt så meget som en pakke«, som han udtrykker det.

Så hvad står øverst på hans egen liste over, hvad Syrisk Arabisk Røde Halvmåne mangler mest?

»Ambulancer«, kommer det prompte.

Det statslige redningsberedskab har mistet 200 redningskøretøjer, og derfor er det i stigende grad Røde Halvmåne, der ringes efter.

»Også fordi vi ikke stiller spørgsmål eller giver navne videre på hospitalerne,« siger Abdul Rahman Attar.

Dagens Gossip