Unge tøver med at anmelde seksuelle overgreb

Skrevet af admin

03/08/2016

Dagens topnyheder

Man kan kun gå til politiet og anmelde et overgreb, hvis man har nogle håndfaste beviser på det.

Sådan tænker mange unge i hvert fald, viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed. De unge er simpelthen i tvivl om, hvorvidt det, de har været udsat for, nu også er et overgreb. Det gælder især ved voldtægt.

Derudover mener de, at det er skamfuldt at have været udsat for et overgreb, fortæller Katrine Bindesbøl Holm Johansen, ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed, SDU, som står bag rapporten.

- De mener, at der er nogle sociale forventninger til, hvordan man skal opføre sig for ikke at blive udsat for overgreb. Som for eksempel ikke at sende nøgenbilleder af sig selv eller sørge for ikke at drikke for meget alkohol.

- Og hvis de så ikke har handlet på den måde, så føler de ikke, at de er berettiget til at anmelde overgrebet.

Rapporten bygger på interviews med mere end 70 unge i alderen 15-27 år - nogle har oplevet overgreb, og nogle af dem har ikke.

Formålet med rapporten har været at undersøge, hvornår unge opfatter en uønsket seksuel erfaring som strafbar, samt hvad der skal til, for at de vil gå til politiet for at anmelde et seksuelt overgreb.

Og ifølge Katrine Bindesbøl Holm Johansen handler det især om anerkendelse, hvis flere unge skal anmelde et overgreb.

- De unge siger, at de har et ønske om, at de bliver anerkendt, hvis de henvender sig til politiet. Det er deres forestillinger, baseret på andres erfaringer og historier i medierne, at man ikke altid bliver taget seriøst.

- Det får dem til at tvivle på, om det overhovedet er værd at anmelde overgrebet, siger hun.

En måde at imødegå problemet kunne være at tale mere om det i seksualundervisningen i folkeskolen.

- De unge, jeg har talt med, har ikke oplevet, at man har talt om det i seksualundervisningen, men giver udtryk for, at det vil de gerne, siger Katrine Bindesbøl Holm Johansen.

Ifølge rapporten er det blandt unge, at forekomsten af seksuel vold er størst.

/ritzau/