Ungt dansk golftalent leverede topresultat

Danskeren sluttede turneringen i samlet 15 under par. Det samme gjorde i øvrigt svenske Henrik Stenson.

Resultatet betyder, at JB Hansen, som han helst selv omtales, ser ud til også at spille med på Europa Touren i næste sæson, da præmiechecken lød på godt 1,45 mio. kr. Dermed burde hans indtjening være høj nok til at sikre Europa Tour-kortet i 2014.

JB Hansen har således haft en fremragende uge på golfbanen i Skotland, hvor han sammen med blandt andre danskerne Thorbjørn Olesen og Thomas Bjørn har dystet om trofæet i Scottish Open.

En turnering, der for flere af verdens bedste spillere fungerer som opvarmning til British Open, der spilles i denne uge.

Den 22-årige dansker, der er i gang med sit første år på Europatouren, har spillet stabilt gennem hele Scottish Open og lå inden gårdsdagens sidste runde på en delt andenplads med blandt andre den senere vinder, amerikaneren Phil Mickelson.

Det helt store gennembrud

Men selvom denne placering blev byttet ud med en delt tredjeplads, må resultatet betegnes som JB Hansens helt store gennembrud på den europæiske golfscene.

Hansens noget mere erfarne landsmand Thomas Bjørn trak sig fra Scottish Open allerede i anden runde med skadesproblemer, og selvom Thorbjørn Olesen for første gang siden sin imponerende runde ved US Masters klarede cuttet, var der ikke meget oprejsning at hente for det danske stortalent i weekendens turnering.

Thorbjørn Olesen gik således de sidste to runder i 78 og 73 slag og sluttede på en 67. plads – en under par.

Finalerundens øvrige danskere, Morten Ørum Madsen og Søren Kjeldsen sluttede på henholdsvis en delt 24. og en del 31. plads.

Dagens Gossip