Ungt stjerneskud leder efter pro-kontrakt

Den succes vil Team Cult Energy-talentet drage nytte af med det samme. Den unge bornholmer har besluttet aktivt at søge efter en professionel kontrakt hos et World Tour-hold.

- Siden Post Danmark Rundt har jeg tænkt på, om jeg skulle blive et år mere i Danmark, eller om jeg skulle tage til udlandet, og jeg er kommet frem til, at jeg gerne vil udenlands nu, siger Magnus Cort.

Team Cult Enery-rytteren imponerede under årets Post Danmark Rundt, da han vandt 1. og 4. etape. Undervejs kørte han i den gule førertrøje, og han endte på en samlet 9. plads. Cort har kørt for talentfabrikken Team Cult Energy siden januar 2013, men allerede nu føler han sig klar til at tage skridtet og blive professionel.

Indtil videre er han ikke blevet kontaktet, men han regner med, at det sker.

- Jeg er ikke blevet kimet ned, men efter mine resultater skulle det da være mærkeligt, hvis ikke der er nogen, der vil have mig.

Jesper Hansen, Lasse Norman Hansen og Michael Valgren er tre unge ryttere, som i næste sæson går fra danske kontinentalhold til et World Tour-hold. Cort har søgt råd hos sin holdkammerat Valgren, som i næste sæson kører for Team Saxo-Tinkoff. Her er han blevet klogere på, hvad han søger.

- Det skal være et hold, hvor jeg har mulighed for at udvikle mig. Jeg skal selvfølgelig bære vand for andre, når jeg kommer ind som ny og ung rytter, men der skal også være chance for, at jeg kan køre nogle løb for mig selv. Jeg skal blive en rigtig god cykelrytter, så jeg skal til et hold, som kan hjælpe mig i den rigtige retning.

- Team Saxo-Tinkoff er det sikre og trygge valg. Det er et hold, som man har set op til i mange år, og der kører i forvejen en del danskere på holdet, ligesom der også er danske sportsdirektører, så det er mere trygt at vælge det hold frem for et andet hold, hvor man ikke kender nogen, siger Cort, som endnu ikke har hørt noget fra holdejer Bjarne Riis.

Danske talenter har tidligere knækket nakken på at tage skridtet til professionel i en tidlig alder, og Magnus Cort er da også blevet rådet af sin sportsdirektør Michael Skelde og U23-landstræner Morten Bennekou til at vente lidt med den professionelle kontrakt.

- De har begge to sagt, at jeg skulle tage et år mere i Danmark, men jeg kunne godt tænke mig at komme til udlandet, og det vil de gerne hjælpe mig med.

- Michael Skelde har nogle kontakter til forskellige hold, så han vil forsøge at hjælpe mig videre.

Dagens Gossip