United afviser Arsenal-bud på Rooney

Paris Saint-Germain, Monaco, Real Madrid, Barcelona, Bayern München. Og klubrækken fortsætter. Den række af klubber, som Manchester Uniteds Wayne Rooney sættes i forbindelse med i sommerens transfervindue.

Nu skriver Daily Mirror, at Arsenal har gjort alvor af sin interesse og budt på Rooney.

Ifølge den engelske avis skulle 'The Gunners' have budt 20 mio. pund, ca. 175 mio. kr., for Rooney. Manchester United skulle have afvist Arsenals tilnærmelser med et "Rooney er ikke til salg"-svar.

Men endnu et bud er ifølge avisen på vej. Denne gang fra Chelsea, hvor Rooney skulle være en af cheftræner José Mourinhos øverste prioriteter.

Wayne Rooney har to år tilbage af sin kontrakt med United, hvor hans forhold til den tidligere manager Alex Ferguson ikke var det bedste.

Rooney skal i den kommende uge mødes med den nye manager David Moyes, hvor Rooney ifølge Mirror vil have en tilkendegivelse fra manageren om, hvor han står i den kommende sæson.

Dagens Gossip