United-bombe: Sir Alex kan stoppe på søndag

Selv de pålidelige engelske medier fik tirsdag aften travlt, da rygtet om et pludseligt stop for den 71-årige skottes 26-årige triumftog som Manchester United-træner tog fart.

Ingen i klubben har endnu ønsket af bekræfte eller afvise rygterne, som begyndte at flyde under en fælles golfturnering for Manchester Uniteds spillere og trænere ved Dunham Massey i Altrincham tirsdag aften.

Ifølge flere engelske medier fortæller deres kilder omkring spillertruppen, at Sir Alex Ferguson vil komme med en meddelelse af særlig karakter inden kampen mod Michael Laudrup og Swansea på søndag.

Det skulle have lagt en tung dæmper på den festlige golfdyst mellem spillere og trænere, da spillerne pludselig fik travlt med at undersøge, om en af fodboldhistoriens evige trænerikoner virkelig er på vej væk.

Den amerikanske Glazer-familie, der står med ejerskabet af  de nykårede engelske  mestre har tidligere udtrykt, at netop et farvel til Sir Alex Ferguson udgør en af de største trusler mod investeringslysten i den profitable fodboldforretning.

Der spekuleres i, at helbredsmæssige årsager kan være en faktor i den mangeårige træners overvejelser om at stoppe karrieren med endnu et mesterskab på samvittigheden.

Kampen mod Swansea spilles søndag aften hjemme på Old Trafford, hvor Sir Alex har skabt mange minder om storhed.

Dagens Gossip