United giver angribere comeback i Champions League

Skrevet af admin

25/11/2015

Dagens topnyheder

Der bliver gensyn med både Wayne Rooney og Anthony Martial, når Manchester United onsdag aften tager imod PSV Eindhoven i en topkamp i Champions Leagues gruppe B.

De to angribere sad over med henholdsvis sygdom og en skade, da den engelske storklub lørdag besejrede Watford i Premier League, men manager Louis van Gaal råder igen over dem begge i den vigtige kamp mod det hollandske mesterhold.

Også Marouane Fellaini er tilbage i truppen, fortæller van Gaal.

- Fellaini, Martial og Rooney har vist på træningsbanen, at de er klar, siger Louis van Gaal ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I lørdagens kamp vikarierede Memphis Depay som spydspids i Rooneys fravær - en disposition, som manageren selv var ganske tilfreds med.

- Den måde, vi spillede på, var det samme system, som jeg brugte med det hollandske landshold.

- På den måde har Depay mere frihed, og den slags spillere er så glade for den frihed, at de blomstrer op, og det gjorde han i første halvleg, siger han.

Af samme grund vil van Gaal ikke garantere hverken Rooney eller Martial en plads i startopstillingen mod PSV Eindhoven.

- Det sker ikke automatisk. Det er altid managerens afgørelse.

- Jeg sammenligner spillerne med hinanden, og jeg tager med i overvejelserne, hvor friske de er, og hvordan de ser ud i træningsøvelserne, siger Louis van Gaal.

Mens Rooney, Martial og Fellaini altså er tilbage i truppen, må Manchester United undvære Ander Herrera og Phil Jones som følge af skader.

PSV Eindhoven vandt den omvendte kamp med 2-1 og ligger på gruppens andenplads med seks point - et mindre end førende United.

/ritzau/