United håber på ny magi i trøje nummer syv

Skrevet af admin

26/08/2015

Dagens topnyheder

George Best, Bryan Robson, Eric Cantona, David Beckham og Cristiano Ronaldo.

Listen af stjernespillere, der har ført Manchester United til succes iført trøje nummer syv, er lang.

Traditionen i Manchester-klubben foreskriver, at denne trøje bæres af truppens mest markante skikkelse - spilleren, der gør en forskel.

Men siden Ronaldo i 2009 forlod United til fordel for Real Madrid har efterfølgerne i nummer syv haft svært ved at fylde trøjen ud.

De tre efter portugiseren; Michael Owen, Antonio Valencia og Angel Di Maria har ikke levet op til forventningerne.

Valencia følte sig endda så tynget, at han bad den daværende manager David Moyes om et andet nummer - siden har han optrådt med "25" på ryggen.

Nu håber United, at klubben har fundet den rette mand til trøjen. Den nye syver hedder Memphis Depay, er 21 år og blev i sidste sæson topscorer i den hollandske Æresdivision med 22 mål for mesterholdet PSV Eindhoven.

- Jeg er selvfølgelig bevidst om presset, der følger med. Det en ære at bære trøjen, og jeg vil gøre det med stolthed. Men jeg vil skabe mit eget navn, sagde Depay ved tildelingen af trøjen.

Og henviste i øvrigt til, at han var vant til at score mange mål for PSV i netop trøje nummer syv.

Memphis, som han populært bare kaldes, har allerede indtaget en vital hovedrolle hos "De røde djævle".

I den første playoff-kamp om en plads i Champions League førte belgiske Club Brugge 1-0 på Old Trafford, inden den unge hollænder med to flotte mål og en assist vendte kampbilledet, så United vandt 3-1.

- Jeg har lyst til at kysse ham i aften, lød det efterfølgende fra Uniteds hollandske manager, Louis van Gaal, der længe har haft et godt øje til sin unge landsmand.

Som landstræner gav Van Gaal debut i den orange dragt til en 19-årig Depay og tog ham med til VM.

Men manageren minder om, at det store gennembrud kan tage tid. Allerede i lørdagens 0-0-kamp mod Newcastle kom Depay ned på jorden.

- Brugge-kampen vil give ham en masse selvtillid. Måske også for meget. Mod Newcastle traf han ikke de rette valg hver gang, men det er karakteristisk ved en ung spiller, og det er ikke nemt i Premier League, siger Van Gaal.

Depay er klar til at kaste mere glans over offensiven.

- Jeg skal bringe kreativitet og mål, men også være disciplineret på midtbanen, hvor jeg ikke må miste bolden for meget. Men på kanterne og banens sidste tredjedel kan jeg løbe risici og lave mine tricks, siger Depay.

Onsdag aften skal han igen forsøge at gøre en forskel, når United spiller returkamp mod Club Brugge. Kampen går i gang klokken 20.45.

/ritzau/AFP