United-kamp er aflyst og stadion er evakueret

Dele af Manchester Uniteds fodboldstadion Old Trafford er søndag blevet evakueret op til kampen mod Bournemouth.

Kampen er efterfølgende blevet aflyst, bekræfter Premier League på Twitter.

Manchester United skulle søndag spille hjemmekamp mod Bournemouth i Premier Leagues sidste spillerunde, men stadion blev evakueret på grund af en såkaldt "code red".

Klubben har på Twitter bekræftet, at der er tale om fundet af en mistænkelig pakke i den nordvestlige ende af det traditionsrige stadion.

Klubben skriver samtidig, at to tribuner i første omgang er blev evakueret helt. Det er det lokale politi, der på baggrund af oplysningerne om den mistænkelige pakke beordrede stadion evakueret.

De resterende tilskuere på stadion blev i første omgang bedt om at blive siddende og forholde sig i ro, mens de evakuerede tilskuere uden for stadion blev ledt væk, så området kunne blive ryddet.

Ifølge engelske medier patruljerer politiet stadion med hunde. Samtidig er den britiske hærs bomberydningsenhed ankommet til stadion for at assistere politiet i arbejdet, skriver politiet i Manchester på Twitter.

Ifølge BBC befinder de to holds spillere sig stadig på stadion.

Kampen skulle være spillet klokken 16.00 dansk tid. Der er tradition for, at alle kampe i sidste spillerunde i Premier League sættes i gang på samme tid. De resterende kampe i runden er dog blevet sat planmæssigt i gang.

Det vides endnu ikke, hvornår kampen i stedet skal spilles, men organisationen bag Premier League skriver i en udtalelse, at man vil forsøge at arrangere en ny kamp, så hurtigt det kan lade sig gøre.

- Beslutningen om at aflyse kampen blev taget, efter politiet rådgav om nødvendigheden af at håndtere situationen omkring en mistænkelig pakke.

- Når det kommer til sikkerhed, så er det naturligvis det eneste rigtige, at Manchester United og Premier League sætter tilskuere og ansattes sikkerhed i første række, skriver organisationen.

Samtidig beklager organisationen den ulejlighed, tilskuerne måtte have været udsat for.

- At aflyse en kamp er altid sidste udvej, og mens vi undskylder for den ulejlighed, tilskuerne har oplevet, så er vi sikre på, at de vil forstå, at det under de givne omstændigheder er det rigtige at gøre, skriver organisationen.

Det er anden gang på blot en uge, at Manchester United oplever dramatik op til en Premier League-kamp.

Tirsdag blev holdets udekamp mod West Ham udskudt i 45 minutter, da Uniteds spillerbus blev angrebet med blandt andet flaskekast af hjemmeholdets tilskuere.

Her blev flere ruder knust i bussen og en enkelt politibetjent kom til skade, mens politiet fik bussen i sikkerhed, inden kampen kunne sættes i gang med forsinkelse.

/ritzau/

Dagens Gossip