United måtte nøjes med Fellaini

Men United måtte betale fuld pris for den hårdt arbejdende belgier med mikrofonhåret. Transferen endte nemlig på 27,5 mio. pund (242 mio. kr.), og det er fire mio. pund mere end den pris, som United kunne have sluppet med, hvis man havde valgt at hente belgieren senest den 31. juli, hvor hans frikøbsklausul udløb.

Nu måtte man i stedet betale det beløb, som Evertons Bill Kenwright mente, at Fellaini var værd. United har tidligere budt 28 mio. pund på en samlet pakke bestående af Fellaini og holdkammeraten Leighton Baines, et bud, der blev forhøjet til 40 mio. pund (352 mio. kr.) i weekenden, da Everton afviste det første bud og kaldte det 'fornærmende lavt'.

Men 40 mio. pund var heller ikke nok for duoen, og så endte det med, at United kun hentede Fellaini, mens Baines bliver i Everton.

Derudover gik David Moyes også glip af den eftertragtede Ander Herrera, fordi man i sidste ende ikke ville betale de 36 mio. euro (269 mio. kr.), som var nødvendige, hvis Herreras frikøbsklausul i Athletic Bilbao skulle udløses.

United har tidligere i transfervinduet også været sat i forbindelse med Barcelonas Cesc Fabregas og Thiago Alcantara, men de to handler er heller ikke blevet realiseret.

Dagens Gossip