United-manager er i unåde efter hård kritik af dommer

Som om Manchester United-manager David Moyes ikke er presset nok af en stribe dårlige resultater: Nu har Moyes også fået en disciplinærsag på halsen i kølvandet på sin særdeles hårde kritik af dommer Andre Marriner.

Kritikken faldt efter tirsdagens første semifinaleopgør mod Sunderland i Liga Cuppen.

Det engelske mesterhold tabte 1-2, og Moyes var efterfølgende rasende over det frispark, som førte til Sunderlands første mål.

- Vi gjorde ikke meget forkert. Jeg troede, at dommeren ville dømme til fordel for os ved det første mål. Jeg kunne ikke forstå, at han gav Sunderland et frispark. Det var en elendig beslutning, sagde David Moyes til Sky Sports.

United fik udlignet i anden halvleg, men kort tid efter blev Sunderland tildelt et straffespark, som afgjorde kampen. Moyes er heller ikke enig i, at der skulle skydes fra 11-meter-pletten.

- Vi griner alle sammen af dommerne. Det lader til, at vi er nødt til at spille ligeså meget mod dem som mod vores modstandere for tiden, lød det fra David Moyes.

Det engelske fodboldforbund har fredag rejst officiel tiltale mod manageren. Forbundet skriver:

- Påstanden er, at David Moyes' kommentarer satte spørgsmålstegn ved kampdommerens integritet, og/eller antydede, at kampdommeren var forudindtaget, og eller satte sporten i miskredit, og/eller ikke formåede at handle i spillets interesse.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV